Healing af ubalancer – et åndeligt brusebad

Healing af kvinde – NB! behandlingen foregår fuld påklædt.
Blokeringer
Healing er at hele de områder, hvor du har blokeret din energi i din krop som i dit følelsesliv. Blokeringer er at spærre energistrømmen vejen. Det kan opleves som anspændthed, kulde, skavanker mm. Det er anslået, at ca. 75% af fysiske sygdomme har psykiske årsager, så overvejende begynder en blokering på grund af en oplevelse, som vi lukker af overfor i vores sind. OG det er en stor udfordring at forblive åben, når hændelser forbindes med ubehag og smerte. For tænk at forblive “pivåben” i hjerte, krop og sind lige meget hvad der sker omkring os eller inde i os. Vi har jo alle områder, hvor vi automatisk lukker ned, fordi vi bliver utrygge, bange, kede af det, vrede som oftest med frygt som underliggende faktor. Men øvelse gør mester, det er som en muskel, man kan træne at forblive åben!
Healing er energiarbejde
Healing er et arbejde med energierne. Jeg kan tune ind på dig og de områder i din krop og psyke, som har blokeringer. Jeg fungerer som en kanal, der renser for de blokeringer, som du er parat til at slippe i dit tempo, og så det er til glæde og gavn for helheden.
Undervejs sætter jeg ord på, så du bevidstgøres om den proces (healing), vi arbejder med. Der kan dukke temaer og mønstre op, som er mere overordnede i dit liv, som du så bevidst selv kan arbejde videre med. For vi er jo vanedyr og har let ved at fortsætte en ubalance, med mindre vi aktivt tager stilling til at bryde den.
Healing – Flow og åndeligt brusebad
Jeg renser ud i det, jeg møder under sessionen, og der hvor den hæmmende energi slippes, der strømmer ny healende og livgivende energi ind. Denne energi har en langt højere frekvens, og den balancerer dig. Gevinsten er, at der kommer langt mere flow gennem hele dig og ikke bare i de blokerede områder. For din energi er en helhed, der gerne vil bevæge sig frit.
Målet er at komme i flow med din energi. Jo mindre der strammer og hæmmer dig, jo mere fri bliver du til at være dig.
For mig er healing en metode til indre rengøring som et åndeligt brusebad!
Essens og meditative øjeblikke
Målet med healing er at renses og komme i flow. Men det er også at komme hjem til sig selv. Med det mener jeg at komme hjem til sin essens, der hvor du er fri for alle kvaler og forstyrrelser. Her er du intakt og fri for identifikationer med alle de sider, du har. Der kan opstå momenter af meditative oplevelser undervejs i healingen, hvor du kommer i kontakt med din essens. Her er du hel!
Tænk at der inde i os alle findes et sted, hvor vi er intakte og hele!
Rejsen hjem
For mig er dette en del af rejsen i livet, at finde hjem til mig selv og min essens. Og det mest spændende arbejde er at være en del af den proces, hvor andre også er på den rejse. Derfor healer jeg med den største livsgnist, velvidende at jeg blot er kanalen for healing, hvorigennem langt større kræfter er på færde.
Healingen foregår liggende på en briks, så der er god mulighed for afslapning. Jeg tuner ind på dine fysiske og psykiske ubalancer. Jeg forbinder mig med din frekvens og mærker ubalancen inde i mig. Dette giver mig mulighed for at få indsigt i tilstanden og årsagen, og dette er en del af bevidstgørelsen. Herefter får jeg med hjælp fra min mine guider flere muligheden for at slippe denne energi og bringe lys og kærlig healing ind i stedet. En del af dette arbejde er også, at du får bevidsthed om mønstre, hvilket åbner for muligheden for at ændre på disse.
Jeg er en slags kanal for din healing, kan fornemme din situation og dit højere selv. Energier, som ikke længere er brugbare skiller du dig af med.
Healing af fortiden fra fødsel til i dag
Ofte kan tab af energi og ubalancer skyldes årsager, som ligger tilbage i fortiden. Det kan være på grund af belastninger fra barndommen, der sætter sig som psykiske eller fysiske ubalancer. Jeg kan bringe dig tilbage til tiden før din fødsel og slippe følelser og blokeringer, som ligger hele vejen op til dit liv nu. Healingen foregår ved fuld bevidsthed, hvor jeg tuner ind på din sjæl tilbage i tiden og kommer i kontakt med de hændelser, hvor du har lukket af og skabt grobund for blokeringer. Jeg fortæller dig, hvad jeg oplever, og belastningerne kan slippes og healingen kan foregå.
Læs mere omkring healing på Wikipedia og om emnet Chakra healing her på hjemmesiden. Måske er du interesseret i en behandling via fjernhealing – læs om hvordan det foregår, og hvad du kan forvente af behandlingen.
- Å
-
Ånd
Mennesket er et udødeligt bevidstheds væsen, som midlertidigt har iklædt sig en fysisk fremtrædelsesform.
Menneskets ånd er et fragment af den guddommelige totalitet, og her derfor del i Gud. Gud er både iboende og hinsides. Ånden er et væsen under evig udvikling i den kosmiske cyklus, hvor den har et sjæls- og personligheds-aspekt i de nedre verdener. Ikke to væsener er ens, og samtidig er alle en del af det samme guddommelige. Dette er et af de smukkeste kendetegn ved livets guddommelighed : Enheden i mangfoldigheden og mangfoldigheden i enheden. Sjælen er åndens lavere repræsentant og indre bevidstheds centrum, der i øjeblikket udvikles. - B
-
Blokeringer
Blokering hentyder til et uafsluttet energimønster fra fortiden, som nu styrer dit liv.
I yogatraditionen kaldes sådan en blokering for en “samskara”, hvilket betyder indtryk.
Indtryk fra fortiden, som ikke er sat fri, men er energi pakket sammen og med tvang lagt
på lager dybt nede i dit hjerte.
Der findes to slags blokeringer. De energier som du ønsker at skubbe væk, og de oplevelser
du klynger dig til, fordi du ikke ønsker, de skal holde op igen. - C
-
chakra
Et chakra er et energicenter, hvor 21 energistrømme kaldet “nadier” krydser hinanden. Centeret kaldes for “chakra”, og her udfra hvirvles energi rundt i en strømning, som danner en tragtlignende form for energi ud gennem æterlegemet. Centeret er hvirvlens udgangspunkt og Chakra er hvirvlens udmunding. Chakra er den indiske betegnelse for et æterisk center. Oversat til dansk betyder det “hjul” eller “hvirvel”.
Vi har 7 store chakraer, som er langt de mest kendte. Chakraerne passerer gennem kroppens forskellige organ-områder, har indflydelse på nervecentrene og påvirker de endokrine kirtler. Chakraerne er fokuspunkter for energitransformation, det vil sige, at de danner bro mellem den ikke ikke-fysiske bevidsthed og den ydre fysiske virkelighed. Og bevægelsen går begge veje. Fra bevidsthedsimpulser til den fysiske verden, ligesom registreringer og indtryk fra kroppen ind til psykken og bevidstheden via disse chakraer.
Når jeg behandler, kan jeg registrere blokeringer og svingninger i et chakra. Via healingen kan jeg opløse forskellige blokeringer, så rotationen i chakraet forløber ublokeret og harmonisk. Denne harmoniserende virkning kan være transformerende, og dette er mit arbejdsfelt. - E
-
Essens
Jeg tror på, at vi alle indeholder hver vores essens.
Det er noget i os, som altid har været der. Essensen er en kraft i os.
Dybere inde end vores personlighed, vores sind – det er den vi dybest set er. - G
-
Guider
Når jeg healer er jeg kanal og bliver vejledt af det panel af guider, som findes i Altet.
I Altet er de alvidende. Det er en vifte bestående af 9 energier – maskuline som feminine.
De guider om vores 9 livsområder som omhandler :
Kærlighed, bolig, nære relationer, penge, den fysiske krop, spirituel udvikling, arbejde, følelser og fritid.
De ved alt i Altet, men det er ikke alt, der er godt for os at vide, og derfor fortæller de os ikke alt.
De giver os det vi er klar til. - R
-
Regression
Ordet stammer fra latin, hvor det betyder “tilbageskridt”.
Når jeg benytter ordet her på min hjemmeside, så er det i forbindelse med det at rejse tilbage til tidligere liv.
Det er i princippet det samme som at rejse tilbage til barndommen eller tidligere episoder i ens liv.
I behandlings øjemed er det som oftest for at slippe blokeringer, der har rod her. - S
-
Sjæl
Sjælen er den samme fra liv til liv, hvor i mod krop og personlighed udskiftes. Sjælen er vores sande selv – det enkelte menneskes egen arketype. Den er summen af alle de liv, den har levet med erfaringer, kvaliteter og indsigter. Alt sammen for at omsætte dette til visdom og skaberevne i de følgende liv. Sjælene er meget forskelligt udviklede, og det kan mærkes i graden af tilstedeværelse og udstråling.
-
Sprituel
For mig er spirituel præcis det samme som åndelig.
Jeg tror på, at vi alle har en åndelig dimension i livet. Vi kan være mere eller mindre bevidste om det, og nogle afslår helt dette aspekt af livet. Andre sanser den åndelige dimension ligeså naturligt som den fysiske verden, fordi de har udviklet deres sanse apparatet til det. Hver især er vi et sted der i mellem.
Under healing er det rigtig meget den dimension i mig som arbejder.