Mine Cookies

Livop.dk - Healing af Krop & Sjæl

"Den længste rejse du kan foretage dig i livet - er rejsen fra dit hoved til dit hjerte"Gary Zukaw

Spirituel udvikling

Udgivet: 31. januar 2016 | Forfatter: Susanne Schindtler Andersen

spirituel udvikling en rejse i livet
Billedudsnit - Kunstner: Lise Andersen (Odsherred)

Jeg har altid interesseret mig for Spirituel udvikling, og det som sker inde i mennesker.

Især den spirituelle åndelige udvikling er det område, som giver mig dyb mening.
For mig er spirituel udvikling at opløse blokeret energi, så vores energi kan flyde frit, og vi kan leve i flow.
Mit arbejde som healer går ud på, at jeg fjerner indre blokeringer, så du kan være dig selv igen. Eksempelvis kan frygt blokere din energi.

Jeg har gennem de sidste 5 år læst en bog igen og igen. Den rammer mig i den grad. Den indeholder så mange sandheder, at jeg bare må forstå den. Den er for tiden mit studie projekt, og jeg vil her gerne dele ud af alle guldklumperne fra den.

Bogen hedder på dansk “Den ubundne sjæl vejen til det åbne hjerte“, og er skrevet af Michael A. Singer og udgivet i 2009. Der er flere essenser, jeg gerne vil trække ud fra bogen. Her først noget om energi…

Energi er ånd

Vores spirituelle energi har i forskellige traditioner hver deres navn. I yogaen kaldes vores indre energi for shakti, i den gamle kinesiske medicin hedder energien chi, og i Vesten kalder vi vores spirituelle energi for ånd. Alle de store åndelige traditioner taler om den samme spirituelle energi.

Energien løber igennem vores chakraer. Michael A. Singer fokuserer i sin bog hovedsagligt på hjerte chakraet, som han mener, at vi intuitivt ved mest om. Hvordan vi åbner og lukker det. Vores indre energi er vores medfødte ret, og den er ubegrænset!
Oftest oplever vi enten uro og rastløshed eller apati. Det skyldes, at vores energistrøm er blokeret. Vi lukker selv af for energien bevidst som ubevidst, når der er oplevelser, som vi ikke bryder os om. Men oplevelser er bare virkeligheden og verden, der går sin gang. Vores reaktion på denne kan vi lære at vælge med vågen bevidsthed og viljestyrke. Vi har muligheden for lade være med at lukke vores hjerte – simpelthen ved at forblive åbne!

At rumme og at læne os tilbage i vidnet

Det betyder, at når vi støder på de situationer, hvor vi lukker hjertet, er den store kunst at øve sig i at rumme følelserne. Lad vrede, jalousi, tristhed, misundelse mm. passere igennem. Det er bare følelser, som vi alle kender til, og som er en del af menneskelivets tilværelse. De klinger af igen!
Kunsten er at træde et skridt tilbage og undlade at identificere os med disse tanker og følelser. Lad dig ikke rive med. Men læn dig i stedet tilbage i vidnet – “Hvem er jeg, der lægger mærke til …disse tanker, disse følelser“.
Hermed forenes vi med vores essens og vi er nu større end vores følelser. Hvis du lader dine følelser passere igennem ved blot at betragte dem, vil de forsvinde for altid!
Tænk at turde møde alt ubegrænset åbent og bare lade det passere. Det vil gøre hele forskellen.

Michael A. Singers egne ord

Herunder citat fra bogen, som forklarer denne proces.

“Du kan love dig selv, at du vil undersøge din evne til at tage imod ubegrænset energi. For den er til rådighed, hvis du er åben og modtagelig for den.

Du har muligheden for at beslutte, at smerte ikke er noget problem. Det er bare en ting i universet. Nogen kan sige noget til dig, som får hjertet til at reagere og sætter det i brand, men så går det over. Det er en forbigående oplevelse. De fleste mennesker kan næsten ikke forestille sig, hvordan det ville være at leve i fred med de indre forstyrrelser. Men hvis du ikke lærer at tage dem roligt, vier du dit liv til at undgå dem. Hvis du mærker usikkerhed, så er det kun en følelse. Du kan håndtere en følelse. Hvis du bliver forlegen, er det bare en følelse. Det er bare en del af skabelsen. Hvis du er jaloux og hjertet brænder, så se objektivt på det, som du ville se på en mindre skramme. Det er ting i universet, som passerer gennem dit system. Le ad dem, mor dig over den, men lad være med at være bange for den. Den kan ikke røre dig, medmindre du rører ved den.”

Interessere du dig for spirituel udvikling, vil jeg varmt anbefale bogen

Jeg elsker Singers let tilgængelige måde at skrive på. Jeg forstår, hvad han mener. Udfordringen er at leve det.
Jeg vil varmt anbefale bogen, til alle som har en længsel mod at holde hjerte åbent.
Det er ubetinget den bedste bog om Spirituel udvikling, jeg har læst de sidste 5 år. Den er så fuld af livskraft og guidninger til at blive lykkelig. Bogen indeholder både teoretisk og konkret vejledning i at håndtere livet.

I Københavsområdet kan du kan låne bogen på biblioteket: https://bibliotek.kk.dk/ting/object/870970-basis%3A27585213
Du kan også købe den i mange boghandlere. Se evt her

Se et interessant Yoga Podcast interview med Michael A. Singer (spilletid: lidt over en time)

Michael A. Singer – Mindfulness as a Way of Life (spilletid: næsten 1.5 time)

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *